Festivalen gennemføres i kraft af støtte fra de medvirkende menighedsråd,
Aalborg Stiftsfond, Det Obelske Familiefond og Spar Nord Fonden.

SØNDAG 19/9 KL. 19.30 BUDOLFI KIRKE: ORGELIMPROVISATION TIL STUMFILM
Åbningstale og kort introduktion til festivalens indledende koncert ved domprovst ARNE MUMGAARD.
Den engelske organist NIGEL ALLCOAT, der regnes blandt verdens førende orgelimprovisatorer, skaber på domkirkens Frobenius-orgel et lydspor til Carl Th. Dreyers stumfilm-klassiker fra 1928 ”JEANNE D'ARCS LIDELSE OG DØD”.
Efter koncerten åbningsreception i kirkens krypt.
TIRSDAG 21/9 KL. 19.30 VOR FRELSERS KIRKE: MED H.C. ANDERSEN SOM REJSEFØRER
En mosaik af musik og fortælling med duoen ANETTE KJÆR (sopran) og DORTE TILMA (orgel)
.
Med afsæt i H.C. Andersens rejsebeskrivelser og hans skildringer af sin tid føres publikum rundt i datidens Europa ledsaget af glimt af den musik, der skabtes sideløbende med H.C. Andersens prægtige og vidtberømte eventyr og fortællinger. En spændende og anderledes kirkekoncert, hvor aftenens musikalske indslag rammes ind af medrivende fortælling og bedårende eventyr.
ONSDAG 22/9 KL. 19.30 GUG KIRKE: TEGNESERIEKONCERT
SØREN GEMMER skriver om tegneseriekoncerten THE JIMMY CORRIGAN LIVE EXPERIENCE: Koncerten er en helhedsoplevelse, hvor jeg selv og tre andre musikere (en af dem synger) spiller musik til en tegneserie, der bliver vist med projektor på et stort lærred. Musikken er en blanding af egne sange, improvisation og enkelte smukke kopisange. Tegneserien, som vi spiller til, er ikke den almindelige "superhelte"-tegneserie for teenageren, men snarere en "voksen"-tegneserie, hvor emner som familien, slægten og det moderne menneskes ensomhed behandles. Den er tegnet af den meget kendte amerikanske tegner, Chris Ware og udgivet i 2001.
SØNDAG 26/9 KL. 16.30 HASSERIS KIRKE: EN STEMME FOR LIVET
Et filmhold fulgte gennem et par år på nærmeste hold HERNING KIRKES DRENGEKOR og dets leder MADS BILLE. Resultatet heraf blev dokumentarfilmen ”En stemme for livet”.
Kl. 16.30: Introduktion til filmen. Efter forevisningen vil der være mulighed for spørgerunde.
Inden aftenens koncert: Let anretning à 50 kr. (tilmelding til spisning nødvendig til Hasseris kirkes kontor, tlf. 96 34 65 00, senest fredag 24/9 kl. 12).
Kl. 19.30: Koncert med HERNING KIRKES DRENGEKOR. Dirigent: MADS BILLE. Orgel: KRISTIAN MARIUS ANDERSEN.
TIRSDAG 28/9 KL. 19.30 KLOSTERKIRKEN: NY MUSIK OG NY KUNST
Foredrag v. tidl. professor ved Kunstakademiet/ billedhugger MOGENS MØLLER om ”Geloia” (”Den, der kalder smilet frem”) - hans nyudsmykning af Klosterkirkens korparti.
Koncert ved organist MARGRETHE T. ØSTERGAARD, der præsenterer kirkens nyrestaurerede orgel med værker af bl.a. Elfrida André og Lise Dynnesen (uropførelse).
ONSDAG 29/9 KL. 19.30 VESTERKÆR KIRKE: KIRKE-JAZZ OG MALERKUNST
Dobbeltkoncert med orkestret ORGANICA og LARS JANSSON TRIO – samt kunstneren LISBETH MEINECKE, der maler til musikken.
ORGANICA - Jesper Riis, trompet, Jacob Rose, saxofon, Niels Ole Sørensen, Hammond orgel, Peter Vuust, kontrabas, Lars Daugaard, trommer - spiller danske salmer og sange i arr. af Niels Ole Sørensen.
LARS JANSSON TRIO - Lars Jansson, flygel, Christian Spering, kontrabas, Anders Kjellberg, trommer - spiller musik af Lars Jansson, der er kendt for den nordiske sound/klang og musik der passer til kirkerummet.
I pausen bydes på rødvin og champagne.
TORSDAG 30/9 KL. 19.30 ANSGARS KIRKEN: ”MARIA” I MUSIK, TEKST OG BILLEDER
Medvirkende: KAMMERKORET DORIMUS dirigeret af DORIS KJÆRGAARD, MORTEN PORSBORG RASMUSSEN, baryton, PETER SCHÜSLER, organist, PETER GRARUP, fortæller.
Maria-figuren har gennem historien inspireret komponister såvel som digtere og billedkunstnere. Ved denne koncert kan publikum opleve mødet mellem de tre kunstarter i fortællingen om Maria.
I pausen vil der være mulighed for at opleve Kunstnergruppen LIV’s fortolkning af Maria. Traktement i pausen: 20 kr.
(Arrangeres i samarbejde med KulturKlub Fokus).
SØNDAG 3/10 KL. 16.00 VEJGAARD KIRKE: TEATER MUSIKALSKE FORTÆLLINGER
LOTTE HERMANN, skuespiller, ANNETTE BO NIELSEN, sopran, MORTEN PORSBORG RASMUSSEN, baryton, VITA KOLD, klaver, samt Vejgaard Kirkes Børnekor opfører “DEN BARMHJERTIGE SAMARITAN” (tekst: Johannes Møllehave).

Forud for teaterkoncerten har de medvirkende børn været til flere pædagogiske workshops, hvor de sammen med Adrienne Agnew har bygget teaterdukker. Børnene har lært at føre dukker og indstuderet sange til forestillingen i samarbejde med kunstnerne fra truppen.
Velkommen til en teaterkoncert, hvor dukkerne er hovedaktører.
Teaterkoncerten er ikke kun for børn, men den er også for børn.
ONSDAG 6/10 KL. 19.30 NR. TRANDERS KIRKECENTER: MUSIK OG GLAS
Glaskunstneren TRINE DENHARDT HEDEGAARDS udstilling i Nr. Tranders Kirkecenter danner ramme om en koncert med MARIANNE KLAUSEN, mezzosopran, HELLE KROGSBØLL, sopran, og CHRISTINA BELTOFT, flygel.
Midtvejs i koncerten bydes på et lille traktement, hvorunder udstillingen kan tages nærmere i øjesyn.
TORSDAG 7/10 KL. 19.00 GUNDERUP KIRKE: BAYEUX-TAPETET OG MIDDELALDERMUSIK
Kl. 19.00: Foredrag ved BIRGITH EGSTRUP, Vikingegruppen Lindholm Høje. Udstilling af kopi af Bayeux-tapetet, syet af medlemmer af Vikingegruppen.
Kl. 20.00: Koncert ved PAUL HØXBRO og den tyske fidelspiller SUSANNE ANSORG: Middelaldermusik fra Frankrig, England og Skandinavien.    
ONSDAG 17/11 KL. 19.30
BEMÆRK: ÆNDRET TIDSPUNKT!
SKALBORG KIRKE: SANG OG SKULPTURKUNST
Indledning om ERIK HEIDES SKULPTURKUNST, som bl.a. kan opleves i Skalborg Kirke. Herefter diasshow med fotos af Erik Heides kunstværker. VOKAL-ENSEMBLET NORDENLYD danner lydsiden, så lyd og billede forener sig og forstærker oplevelsen for publikum. Ensemblet består af MARIA BANG-SCHNACK, sopran, SIGRID DAMSAGER FRANDSEN, sopran, DORTE AMALIE SCHOU, alt, MORTEN KROGH MORTENSEN, tenor, og THOMAS REWES LARSEN, bas.